Orgdjsblacksponsor

Babysvømning

OBS! INGEN BABYSVØMNING D. 26/5-17 

Babysvømning er en vandaktivitet for ca. 0-2 årige og deres forældre som Grindsted Svømmehal tilbyder hver onsdag kl. 09.00 - 09.30 (0-5 MDR.) og 09.30 - 10.00 (5-24 MDR.) samt hver fredag kl. 11.00 - 11.30 (0-5 MDR.) og 11.30 - 12.00 (5-24 MDR.). Babysvømning har fremragende betingelser i Svømmehallen, hvor der er et dejligt bassin med 36 grader varmt vand.

Når du svømmer med dit barn, har I mulighed for et intenst og tæt samvær, som er godt for begge parter. Ved at gå til babysvømning, vil man allerede fra første gang opleve en sjælden betagende velvære sammen med sit barn. Det er lige fascinerende hver gang at opleve barnets behag i det varme vand, og i trygge omgivelser sammen med familien.

Det skal simpelthen opleves, for at forstå det, for barnet vil juble og elske det, hver gang I kommer. Til Babysvømning i Grindsted svømmehal vil der hver gang stå veluddannede og engagerede instruktører klar til at guide dig og dit barn igennem forskellige udviklende øvelser.

Gode råd i forbindelse med babysvømning

Svømmestart
Du kan begynde at komme i Svømmehallen med dit barn, når navlen er helet eller barnet vejer ca. 3500 g. Barnet bør ikke være i vandet for længe i begyndelsen. Langsomt kan I udvide tiden til ca. 1/2 time, der normalt er en passende svømmetid for et lille barn.

Efter fødslen kan I begynde forberedelserne hjemme i eget badekar, stort som lille.

Gør det daglige bad til en hyggestund, hvor I har god tid til leg, snak og sang. Det er en god ide, at gøre barnet bekendt med bruseren, men på svag vandstyrke. En vandkande er også et nyttigt stykke legetøj i badesituationen. 
Det er godt at barnet vænnes til at få vand ned over ansigtet.

Dykkerrefleksen
Alle babyer har indtil 6-månedersalderen en automatisk dykkerrefleks, og den gør, at de kan holde vejret under vandet. Af en eller anden grund, er babyer meget rolige og afslappede, når de kommer ned under vandet. Dykkerrefleksen er en forbløffende evne babyer er født med, og måske finder vi aldrig ud af, hvad oprindelsen til denne fascinerende refleks er. Den er i hvert fald indtil videre et betagende mysterium.

Første gang i bassinet
Det er vigtigt, at I har god tid, så besøget i Svømmehallen bliver præget af ro og harmoni. I omklædningen findes der pusleborde, kravlegårde, badekar og håndbrusere med bløde stråler.


I bør altid medbringe:

  • Store håndklæder og badetøj - også til barnet!
  • Creme og eventuelt sæbe.
  • Mad til efter svømmeturen (brød, drikke eller en lille hyggetår hos moderen).

Undgå afkøling af barnet
Det er en god idé, at have håndklæde eller badekåbe om barnet, når I går til og fra puslerummet. Lufttemperaturen er relativ kold, og barnet har ikke godt af afkøling. Ligeledes er det vigtigt, at barnet har størstedelen af kroppen under vandet, i den tid I er i bassinet. Efter svømningen tilrådes det at benytte en lille bomuldshue, når I kører hjem.


Svømningen
I vandet vil samværet mellem dig og dit barn fortsat være et intenst samspil. Det er vigtigt, at du hele tiden søger øjenkontakt med barnet, og altid forsøger at tolke barnets signaler. Undgå præstationskrav - dit barn skal lære via leg.


Til babysvømning lægges særlig vægt på grundlæggende elementer som:

  • Rolig og regelmæssig vejrtrækning
  • Flyde og glide gennem vandet
  • Vende sig i vandet
  • Blæse bobler
  • Dykke
  • Genkendelighed


Husk at dit eget glade ansigtsudtryk er barnets bedste respons. Er du i tvivl med hensyn til om dit barn kan begynde til svømning, er det en god ide at snakke med jeres læge eller sundhedsplejerske først.

Instruktør Babysvømning: Klaus Nilsson & Helle Rask

Tilmelding er ikke nødvendig. Mød blot op til tiden i svømmehallen.

 

MAGION Svømmehal personale

Klaus S. Nilsson

Team Koordinator

mail: kn@magion.dk

Per Frank Pedersen

Teknisk serviceassistent / Livredder

 

Helle Rask

Teknisk serviceassistent / Livredder

René Kjær Olsen

Teknisk serviceassistent / Livredder