UDSTILLINGER I MAGION
Har du lagt mærke til kunsten vi har hængende på væggene i MAGION?
Oplevelser for øjne og sjæl
Det er dygtige lokale eller oplands kunstnere, der udstiller i vores café- og indgangsområder. En kunstner udstiller som regel i en periode af 2-3 måneder. Nogle af dem sælger deres værker og andre gør det for at give beskueren noget at nyde.
Har du selv en kunstner i maven og lyst til at udstille? Kontakt os på kontakt@magion.dk
Fra 1. maj til 31. juli kan du opleve René Jacobsens udstilling. Han udstiller i området omkring MAGION Café.
Læs mere om ham nedenfor.
1. August til 15. oktober: Fotoklubben, Fotografier
16. oktober til 31. december: Inger Hansen, Malerier
Om udstilleren
Udstilleren har malet, tegnet og fotograferet siden ungdommen, men valgte som ung
lærergerningen frem for kunstner tilværelsens usikkerhed. Som 60 årig valgte René J at
koncentrere sig 100 % om malervirksomheden - kunsten. Det har affødt udstillinger i byer
som Rom, Barcelona, Madrid, Berlin, London, Stockholm og New York samt ikke mindst
København med fast galleriplads i Galleri Bomhuset og tidligere Galleri KN på
Frederiksberg.
I 2025 vil René Js billeder bl.a. komme til Paris, Japan, Sydkorea og New
York.
René J har udover disse metropoler også haft fast udstilling på Samsø og udstillet flere
steder i landet gennem de seneste 7 år.
Find René på Instagram og Facebook: Artbyrejac
I udstillingen “Bag Farverne – Krop, Maske og Menneske” dykker René J ned i det
menneskelige væsens mange lag. Med kraftige penselstrøg, ekspressive farveflader og
sanselige former, afsøger værkerne det felt, hvor identitet og iscenesættelse smelter
sammen.
Masken – både den synlige og den psykologiske – optræder i de forvredne
ansigter og slørede portrætter, mens kroppen fremstår rå og nærværende, som et anker i
det kaotiske.
Kvindekroppen fremstår ikke som objekt, men som kraftfelt – et symbol på styrke,
sanselighed og tilstedeværelse. I kontrast står de ofte fragmenterede ansigter, der kan
opleves som både sårbare og konfronterende.
René J’s billedsprog trækker tråde til ekspressionismen og kunstnere som Egon Schiele og
Cecily Brown, men også til Gerhard Richters bearbejdning af portrættet som fragment og
gåde – og hans fascination af maleriets stoflighed. Farven får sit eget liv, og motiverne glider
ind og ud af genkendelighed som drømmebilleder og minder.
Udstillingen inviterer publikum til at gå bag farverne – og måske lidt længere ind i sig selv.